D. 8/1
Kul-tegning.
Jeg har sat mig ned og gået igennem et minde om et sted, som jeg besøgte sidste gang for tre år siden præcis. Min mor døde på Anker Fjord Hospice ved havet, og jeg kan huske en smuk bro, som gik over en kanal, der førte ud i havet. Broen, som jeg gerne ville have min mor med ud på en dag og gå en tur. Så kunne hun bære den nye striktrøje, som jeg havde givet hende til jul, så hun kunne holde varmen. Jeg kan huske sneen og frosten. Det var så koldt udenfor, at vadefuglene, som stod på ét ben, havde istapper på næbbene og på bugen. Jeg husker en mand, som var ude at gå med sin hund, som ikke kunne gå normalt på isen. Jeg kan huske rygerummet med designer-askebægrene som jeg tilbragte mindst en time i, bagefter.
Bygningen var flot og ny. Mindet hér er jo egentligt ikke fra selve dagen, for da stirrede jeg bare ned af mig selv og kunne ikke finde på at kigge tilbage. Bygningen selv husker jeg mest fra mit første besøg efter nytår. Jeg kan huske at jeg sled i min egen hjerne og ikke kunne holde panikken tilbage, fordi jeg gerne ville blive hos hende.
På tegningen har jeg nu alligevel placeret mig selv som skygge i et af vinduerne. Jeg lukke øjnene nu og ser tilbage fra bilen, som kører og kører fremad og fremad, mens jeg ser skyggen af mig selv spise aftensmad efter tabet og råber og græder til føreren af bilen: "Jeg vil af! Jeg kan ikke forlade hende!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar