mandag den 19. september 2011

Portefolie







IT Universitetet i København - følg med og skriv selvfølgelig en kommentar eller to til mig!
(beskrivelse følger)

www.therethere.dk/ITU


Krams herfra
Sara

torsdag den 9. juni 2011

The Worldists for World's End


Hjerteligt tillykke til Leila Boavista for en vellykket afgang på designskolen. Jeg fik smækket en video sammen til hendes eksamensprojekt The Worldists for World's End. Det var i virkeligheden meget spændende at konstruere en dystopisk situation om efter-apokalyptiske tilstande - men positivt og legende nærmest sommeragtigt.

Sara

lørdag den 14. maj 2011

Skål for fejring



Projekt "Kunst Hver Dag" er i bakspejlet. Min blog har fået nyt navn og nyt liv. Jeg er blevet 100 erfaringer rigere og fået tæv - men how do you know? I bounced back!

Derfor vil jeg gerne uddele en skål for at fejre de nye tider, jeg går i møde med den gamle blog i bagagen:

Skål for Nikolaj Recke. Det er omtrent et år siden, vi mødte hinanden første gang, og han skal have den første og eneste ære for, at jeg den dag besluttede mig for at lave kunst én gang hver dag og binde mig til faste læsere på cyperspace. Han var i sin kritik nådesløst ærlig og fuldstændig kompromisløs, hvilket gav mig det spark i mine imaginære testikler, jeg havde brug for. Tingende kommer sku ikke af sig selv. Han gav mig blod på tanden og fik mig til at tro, at der vel sagtens kunne være en plads til min jomfruelige tilgang til kunst. Tak skal du have. (slurk, slurk)

Skål for min kæreste, Kasper. Han var vidne til en småhysterisk tøs med jævne mellemrum og beholdt sit cool og kunne til hver en tid trække på skuldrene og komme med et "det kan du da sagtens". Han trak mig ned på jorden, når jeg pludselig skød i vejret og kvalte mig selv i livets store spørgsmål i jagt på en ny inspirationskilde. Han skal også have en tak for at kunne kapere det at være et konstant emne i mine værker og se sig selv og sit kærlighedsliv i videoer og billeder på nettet. Det er ikke nemt for nordjyder.
Tak smukke. (slurk, slurk, slurk)

Skål for alle de mennesker, som har fulgt mig, skrevet og ringet - enkelte med et "er du okay?". I fik mig til at føle mig en tand vigtigere og det ville uden tvivl have været sværere at holde skansen uden jer på den anden side af www. Tak til jer! Bottoms up! (glup glup glup, aaah..)

..puuha, såå så, nu skal jeg byde HJERTELIGT velkommen til Kunst Tit, min nye pla..platff..pla.for. mine nye blog. Jeg håber, at .. at.. kunne give lidt af det dér satans stof til eftertanke og at I vil nyde mine fremtidige indlæg herfra.

PEACE!
Sara

lørdag den 26. februar 2011

100 Kunstværker på 100 Dage



D. 26/2

It's done. Jeg har lavet 100 kunstværker.
Det har været en spændende rejse. Det har været en udforskning af min egen kreativitet og en milepæl for min egen selvforståelse. Hvad jeg som kunstner har af egenskaber, når jeg sætter mig ned og beslutter, at jeg vil producere noget.

Mine valgte emner bevæger sig bredt, det er jeg glad for at have fundet ud af. At det har ramt folk, og at sproget er gået vidt og bredt om mig på nettet har også været spændende at være vidne til.

Jeg kommer nok til at vende tilbage. For at være ærlig har det været vanedannende. Da jeg tog til sverige i seks dage for eksempel, da kunne jeg ikke slukke og jeg kunne ikke forholde mig til ikke at skulle forholde mig til noget. Jeg vil gerne leve af dette.

Tak
Sara

fredag den 25. februar 2011

Norma and Al


D. 25/2

Akryl-maleri på canvas. ca. 100x70 cm.

Maleriet af Norma og Al, som jeg længe har ville lavet, er malet. Her er de i deres mest utopiske stilling, hvor Al får lov til at bruge sit store korpus til at beskytte lille Norma, når hun går op i sømmene. Han ved ikke rigtigt, hvad han skal gøre, men han ved, at holder nok af hende til at ville holde hende for altid, hvis det skulle forhindre andre i at gøre hende ondt. Han har sine egne problemer. Han er lige blevet smidt på gaden for 4. gang og står til sin store prøvelse, da han skal brøle af sine lungers fulde kraft, alt hvad han kan, så kunstakademiet accepterer ham som dinosaur. Måske vil Norma en dag for en gangs skyld leve af hans indtægter og ikke omvendt. Han skylder hende så meget. Sidste uge, da han kom op i et slagsmål og fik en blodtud kom hun og tørrede det af og fik sørget for, at politiet droppede anklagen for uprovokeret vold.

Mit ønskescenarie for disse to, mit splittede selvbillede, er, at de vil sætte pris på hinanden og passe på hinanden, når de på den ene eller anden vis bliver selvdestruktive. De bliver forhåbentlig en dag partnere.

torsdag den 24. februar 2011

Springtime Is Coming


D. 24/2

Redigeret fotografi af indtørret blomst fra en tur, jeg gik i et villakvarter på Amager.

Jeg er ved at gå ud af mit gode skind over kulden, det grå, folk, der undgår øjenkontakt og udkørthed. Det er så simpelt, dette projekt, at jeg har givet et fotografi alle de tricks man nu bruger for at få overbevist sig selv om, at foråret er på vej. Det er et slags sørgelig faktum, at blomsten, midt i forårskollektionerne og fuglekvidren stadig er vissen og brun. Jeg har skruet op for udtryksstørrelserne og gjort det, jeg gør indeni mit eget hovede, når jeg ser disse tydelige tegn på, at jeg må vente ugevis endnu.

onsdag den 23. februar 2011

Tree Daughter

D. 23/02
Jeg har malet et blåt træ af blåbærsaft og tegnet et får med kul ved træets rod på A4.

Idag fik kom jeg i tanke om min identitetsfølelse som "sort får" og blev bekymret. De største sorte får jeg har kendt er med tiden gået i opløsning på den ene eller den anden måde.

Hvorfor sorte får? Hvorfor ikke blå træer, som har større og lækrere frugter end andre træer? Hvis man sætter større selvsyn i forbindelse med blå træer end med sorte får, så vil man måske sætte pris på sig selv i langt højere grad og i sidste ende undgå en skæbne, man troede var uundgåelig, da man brugte ordene "sort får". Tankerne om selviscenesættelse, sprogfilosofi og den selvopfyldende profeti er spændende sammenhænge for min dag idag.

Hvis jeg tager fejl, vil jeg i det mindste være positiv til min undergang.

tirsdag den 22. februar 2011

Plant.org



Jeg har lavet mig en blomst ud af karton, nogle døde grene, jeg har haft længe, silkebånd, børnekridt (dem med soldaterne i forskellige farver på æsken), en lerpotte og en ubrugt hårspraydåse.

"Blomsten er smart, kan fås i alle farver og størrelser, den drysser ikke og glem alt om at skulle vande den i tide og utide" Kr. 29.95

Blomster og planter er til stor gavn for os allesammen, da de omdanner en stor del af vores Co2 til ilt igen ved fotosyntese. Det går selvfølgelig rigtig galt den dag den forkerte omsætningsorienterede mand får denne idé og gør blomster til en industri af planter som puster og pruster røg.

Mest sete i Hver Dag


D. 22/2

Det skal siges, at dette ikke er en rigtig Hver Dag. Den blev lagt op sidste år.

Den skal dog vises igen. Jeg har snart lavet mine hundrede værker og det opslag, som er blevet vist ultimativt flest gange er filmen om musik og det at beskrive musik i tal og toner op imod at måle folks reaktioner på musikken:

"Knives Outside"

mandag den 21. februar 2011

Skala


D. 21/2

Fotografi, redigeret.

Dette er et fotografi af en sjov situation. I et lokale fyldt med kunstnere og kunstinteresserede, oplevede jeg at kunst og handel fik samlingspunkt i dette punkt. Hvordan kunst fik opmærksomhed. Dér stod det bare - løsningen. Og alle var enige. Det var spændende.

søndag den 20. februar 2011

Årets Redning


d. 20/2

Figur af henholdsvis bånd, snor, lak, træfiner, akryl og plastik.

Årets Redning er en award statuette, som skulle gives til den ven i ens liv, som i år har lavet den største redning - eller været den bedste ven.

Det er lidt et led i stillingtagningen omkring "den gode ven" og en kommentar til problematikken, der ligger i at give ros til én person og ikke alle. At lave en top 5 af bedste venner og veninder.

Ville man have den hængende med stolthed, hvis man fik den?

lørdag den 19. februar 2011

Boredom Measured In Litchees


D. 19/2

Redigeret film. Lyden er fjernet.

Jeg kedede mig bravt. Jeg havde en masse ting, som jeg ikke ville tage stilling til, som pressede sig på, med mindre jeg hold mig selv underholdt. Jeg druknede i tid og jeg druknede i tanken om, at jeg var ufrivilligt hjemme en lørdag. Tanker om tilværelsens store problemer får frit løb, når jeg bare sidder stille.

Jeg har lavet et nyt målesystem indenfor forholdet mellem kedsomhed og tid: Jeg måler det i litche frugter. Det tager lang tid at pille og derfor er spørgsmålet, om man keder sig nok til at vide, at man har lyst til en og om man har tid og lejlighed til at gå igennem pilning og rengøringen efter det, der svarer til en vindrue.

Jeg spiste et halvt kilo.

fredag den 18. februar 2011

Model 12 h After Use

D. 18/2

Fotografi uredigeret.

Dette er lidt en slags dokumentation for skønhed. Tolv timer inden dette billede blev taget mødte jeg op på Ny Carlsberg for at gøre klar til et fashion show, hvor jeg skulle gå de hundrede meter catwalken må have været frem og tilbage.
Det er en trøst til alle dem, som kun så showet og ikke kunne se mig, da dagen var omme. Jeg har længe syntes, at sådan et billede som dette skulle til for at sikre menneskers selvsikkerhed og virkelighedssans i forhold til skønhed. Den er flygtig. Det sjove ved dette fotografi er, at selvom det kan betragtes som uskønt er det stadig virkelighed. Det er de to ekstremer, som skal mødes på midten.

torsdag den 17. februar 2011

Fashion Week 2011


D. 17/2

Redigeret videomateriale, jeg havde fra modeugen.

Det er vel proletar-kunst på ny. Jeg prøvede at gøre den sørgelig kan jeg huske, men den blev idag bare sjov i sidste ende.

mandag den 14. februar 2011

Dream of Man


D. 14/2

Fotografi taget i high key. Redigeret.

Dette fotografi skete som et uheld. Jeg havde svært ved at se tegningen Dream of Her i præcise mål på lemmer - så jeg ville have et fotografi af det. Dette er første forsøg. Uheldet skete, da jeg fra før havde brugt high key. Jeg kan nu så godt lide fotografiet, fordi man har en fornemmelse af lys og varme mens man ser på noget, der nok er noget i retningen af et menneske.

Kunstværket ligger også i at bevise min troskab til min nuværende kæreste, virkeligheden er nu bedre end fantasien engang imellem, og i at bevise min egentlige heteroseksualitet. Overfor mig selv og cyperspace.

søndag den 13. februar 2011

Long Time No See Croquis


D. 13/2

En vaskeægte croquis af statue. Blyant.

Jeg har ikke lavet en egentlig croquis i flere år. Det skulle vist have været omkring 2006. Det skulle ske før eller siden.

lørdag den 12. februar 2011

Hånd No. 1



D. 12/2

Blyant og kuglepen.

Jeg sniger mig tit udenom at tegne hænder, når jeg kan. Så jeg lavede mig et dogme i at tegne en hånd og kun en hånd til dagens kunst.

fredag den 11. februar 2011

Rain Power Man



D. 11/2

Akvarel og tusch.

En tanke om at skabe regn omkring sig og være en gud med hånden om naturen. Nogle gange gad jeg godt selv med et knips få det til at regne omkring mig, når gardinerne en dag ikke matcher med min virkelighed.

torsdag den 10. februar 2011

Dream of Girl


D. 10/2

Kulglepen på papir.

Jeg nåede fra punkt A til punkt H på to forsøg. Her er mit andet stykke erotisk kunst i min historie som kunstner.

Tegningen kommer fra en skitse, jeg lavede under en oplæsning af "Sætning 4 i Differentiabel Regning" fordi jeg ikke kunne høre efter. Jeg har tilbragt det meste af min dag i en slags bobbel eller i en konstant fornemmelse af at være et andet sted. I min hukommelse havde nogen trykket på Pause. Jeg kunne ikke ryste en drøm af mig. I drømmen var jeg på flugt og en, jeg kender, kunne yde mig sikkerhed, hvis jeg tilbragte en nat i hans berømte selskab. Jeg havde konstante uroligheder over situationen - selv i drømmen - ved tanken om min faste kæreste. Jeg græd og fandt på konstante undskyldninger for ikke at kunne gennemføre agten med ham, også selvom jeg befandt mig i et ekstatisk lokale fyldt af smukke mennesker, god vin, udsøgt mad, ingen barrierer, ingen imorgen og blød silke. I drømmen blev jeg vel grebet at stemningen og accepterede en invitation fra en pige, jeg ikke kendte. Min kæreste vækkede mig og jeg nåede igennem samtalen om, hvor langt man går for sikkerhed og hvor langt man går for loyalitet overfor sin partner.

Jeg kunne ikke få hende ud af hovedet idag. Netop dette billede var præcist dér, nogen havde trykket på Pause. Jeg har haft de små dun på hendes mave på tungen og underlæben siden jeg vågnede til jeg for en halv times tid siden blev færdig med at tegne os.

Det var den optimale mulighed for at lave et stykke erotisk kunst.

onsdag den 9. februar 2011

I'm BACK witth Al's Head







D. 9/2

Hvor føles det GODT at være tilbage. Jeg brugte Hver Dag som en gulerod. Jeg holder så meget af projektet, at jeg afholdt mig fra den til mit store projekt, Al's Head, var færdigt. Ellers ville det aldrig have blevet til noget.

Her er det. I kommer til at se masser af seje ting med hovedet - det er selvfølgelig hult, så man skal trække det over hovedet. Jeg har selv prøvet det, og det er lidt af en rus. Man bilder sig selv ind, at man vokser fem meter og bliver fyldt af vildskab.

Nu går jeg ud og lakerer startskuddet til skønhed. Hvor er det SKØNT at være tilbage.

Sara

lørdag den 29. januar 2011

Lidt at vente på!




D. 29/1

For den opmærksomme: Ja, du har ret, det ér for lang tid siden. Jeg har dog sat mig ned og tænk: Du har ret til at vide, hvad du venter på.

Du venter på at se Al's hovede i papmache!

I forbindelse med en min evigt tilbagevendende historie om dinosauren Al og pigen Norma, som handler og socialiserer som mit splittede selv, vil jeg gerne have Al i en bedre og mere virkelig form, så jeg kan lave videoer og fotografier af ham.

Det bliver godt, stay tuned.

torsdag den 27. januar 2011

Henrik Hall


D. 27/1

Jeg har redigeret et fotografi af Henrik Hall, som fik fred natten mellem igår og idag efter en lang kamp mod kræften.

Det er egentlig bare en hyldest sammen med den egentlige følelse omkring tabet idag. Han var kendt for sine fantastiske jakkesæt blandt andet, men han var ikke et "suit". Jeg har sat ham ved siden af sine suits og sine tilhængere og de mennesker, som kommer til at gå i ét med baggrunden ved siden af ham, når han bliver bevæbnet med et instrument. Han har et blik, som fascinerer mig, for han gør mig tryg og rædselsslagen for det, han ved, på samme tid.

Jeg holder op med at skrive. Klokker i det og kan ikke sige en skid. Han var en ener, han var mit lands fremtidige præsident, han var en tyr til at danse, han sang om mit værste mararidt, han stod side om side med fantastiske mennesker, han var en stolthed for dansk musik og han var en rigtig sej mand i mine øjne.

Tanker herfra til hans familie og venner.

tirsdag den 25. januar 2011

Blindfold Sound


D. 25/1

Jeg har bare smækket et videoklip i imovie. Så skruede jeg op for farverne, så klippet blev sort. Det blev nærmest et dogme for mig ikke at se klippet og slet ikke at høre det. Det er filmet under en solnedgang, resten kan jeg ikke huske, for det er et gammelt klip.

Ligemeget hvad jeg siger under klippet, så har jeg lovet mig selv at lade det blive online og stå ved det, jeg nu sagde. Eller sige undskyld.

søndag den 23. januar 2011

Opsigelse Fra Os



D. 23/1

Tegning med tusch med et papirklip limet fast på "hovedet".

Denne fine lille illustration er til at finde på min opsigelse. Mit daværende job misbrugte Norma og ville ikke acceptere hendes dinosaur Al. Opsigelsen var deres fælles beslutning.

lørdag den 22. januar 2011

Manifest For Dramaqueen Med Lavt Selvværd


D. 22/1

Dette handler vel en smule om, at jeg har skulle turde stille mig foran et kamera og lade mig filme som kunstner. Det handler også om, at det, jeg siger, er svært at sige.

Nu til dags summer min verden af et state of mind om at skulle tage ansvar for sig selv, at tage sig sammen, aldrig at give op, gøre noget, ikke pylre, ikke bede nogen om hjælp, men holde ud. Den slags sætter man pris på. I virkeligheden har jeg fået nok af det. Jeg har lyst til at præsentere det nye manifest, som skal hjælpe dem, som har dårligt selvværd og har svært ved at være glad på nogens vejne, for det gør altsammen ondt. Det er et tabu at skulle bede folk om at rose en, bekræfte en - eller holde sig fra at vifte med flotte grønne fjer foran en skallet papegøje.

Jeg kan selvfølgelig tage mig sammen - det er ikke andres problem. Det ville bare være så nemt, hvis min omverden begyndte at tage hensyn. Så ville jeg vokse op og være i stand til ærligt at sige "hjertligt tillykke, du fortjener det" og ikke længere brække knogler for at leve op til imaginære krav. Jeg ville blive en bedre datter, ven og kæreste, hvis jeg skulle bruge mindre energi på at være som andre og i stedet var mig med stolthed.

fredag den 21. januar 2011

ADAM Snowboarding

D. 21/1

Ja, ja. Jeg ved hvad du tænker: "Sara, den her video blev færdig flere dage siden! og du er sent på den!!" Well, har haft en smule travlt med leve på det sidste. Men bare rolig - jeg arbejder med en ny video, som sikkert bliver skidelækker.

I mellemtiden hold øje med de ting, som gakket filmklipning handler om. Synes selv resultaten blev rather startlin'

torsdag den 20. januar 2011

onsdag den 19. januar 2011

"ADAM" teaser


D. 19/1

Sammenklippet og redigeret filmmateriale fra actionkamera.

Jeg har taget mig den frihed at lave en trailer - det er en kunst i sig selv at kunne booste ting op.

tirsdag den 18. januar 2011

Movie Org


D. 18/1

One take film sammenklippet. Ellers uredigeret.

Filmen handler en smule om film. Jeg kan tage rent kaos og forvandle det til ro og orden med klipning udelukkende.

Jeg har simpelthen taget film af virkelighed og gjort det uvirkeligt.

mandag den 17. januar 2011

Hidden Dinosaur


D. 17/1

Kuglepenstegningskitse. Let me know, om jeg skal male det.

Det er jo den gamle historie om mit evindelige splittede selv. Jeg fandt idag ud af, at der uden tvivl er tale om en Allosaurus, vores eksemplar går bare under navnet Al (ja, mit splittede selvs værre del er af hankøn). Dens hjerne minder i højt grad mere om en krokodilles end en fugls. Den er således ikke ængstelig med iskold.

Allosaurus er græsk for anderledes øgle.

Det er selvfølgelig klart, at en sådan anderledes øgle ikke skal med på indkøb, men når man som lille pige med akut mangel på skarpe tænder og rygrad, så når man til den overensstemmelse, at den hele tiden, uden undtagelser, heller ikke, hvis der er en kat, skal bære et klæde hele turen.

her er et link til wiki-allosaurus: http://en.wikipedia.org/wiki/Allosaurus

søndag den 16. januar 2011

Kabel


D. 16/1

Overredigeret fotografi af den dér ting, som får ledningen fra en loftlampe til at gå i vinkel langs loftet. Du ved, hvad jeg mener.

Jeg stirrede på dét punkt på loftet i en rum tid, da jeg skulle knække nødden til dagens andet stykke kunst. Tog et billedet af det, og gav det et twist af gyser, så det intense kommer med. Jeg tror, jeg bedre kunne lide billedet, hvis jeg ikke vidste, hvad det var.

Fugl


D. 16/1

Tegning m. blyant.

Ja, ja, og ja. Der kom niks, nul og ingenting igår. Jeg har væltet rundt i ungdom og været lidt små-træt. Så jeg har da lavet dobbelt guf idag.

Dette er en tegning af en fugl af fri fantasi. Jeg har nok sammenlagt lavet 30 tegninger om året siden jeg var syv. Derfor skulle fuglen også presenteres på min blog. Der er ikke meget i den, udover, at jeg har en fascination for fugle. Jeg elsker den måde de virker så intense (fuglen på tegningen er ikke repræsentant) med deres hurtige bevægelser, vidtåbne øjne og rystelser.

fredag den 14. januar 2011

IF YOU AREN'T MOVING YOU'RE NOT GOING ANYWHERE



D. 14/1

Skrift på A4, farveblyeant.


Skrevet i rent raseri. En person, jeg holder af, flytter sig ingen stedet og gør aldrig noget. Hverken forkert eller rigtigt, fordi han tror, han gør alting forkert. Han er fastfrosset i ingenmandsland og har lært sig selv aldrig at føle noget for nogen eller for sin egen plads i musikkens verden.

torsdag den 13. januar 2011

Ikke Særligt Erotisk Drage

D. 13/1

Fotografi af kul-skitse med slik på.

Jeg blev anbefalet at kigge på et bestemt galleri idag, som viste sig at vise erotisk kunst, så dette var ikke dagens kunst, som jeg troede det ville blive: mit første ærlige forsøg på erotisk kunst. Jeg har endnu ikke bevæget mig forbi åbenlys erotik, med mindre mit største værk gennem tiden "cut here" kan regnes med i kategorien. Efter et kig ind i galleriet tvivler jeg.

Jeg skiftede mening, da jeg så den tredje Narnia-film, hvor jeg fik smækket en 3D drage lige i hovedet. Jeg tegnede masser af drager som lille. Jeg havde et helt hæfte fyldt med tegninger af forskellige slags drager.
- fandt nu alligevel en smutvej midt i barndommens tidskapsel, for rent kunstnerisk er jeg otte år gammel, når det kommer til erotik og seksualitet. Jeg fniser og rødmer kan man sige.

Så otte-årige Sara har nu, tihi, givet dragen en vaske ægte chokolade-knas -og lakrids-penis!

onsdag den 12. januar 2011

Sisters Photograph


D. 12/1

Klippet og redigeret fotografi af plante i vindueskarm.

Min søster tog et billede, som desværre mislykkedes lidt. Kun en smule af den plante, hun havde på sigtekornet, kom egentligt med på fotografiet og resten var fadet i baggrunden. Jeg syntes nu, det skulle have en chance for at komme igennem i kunsten verden. Den fik sig et klip og en make over. Tænk, at jeg uden denne opgave for hånden ville have fundet på at smide et røvsygt fotografi af en rose på denne blog.

Doing Better





D. 11/1

Sammenklippet film - råmateriale.

Sidste "Doing" film var meget sørgelig i sin måde at dokumentere tomgang og det forfald, man lider af, når man er alene.

Denne film handler om teorien om, at kedsomhed fører til kreativitet. Det er egentlig gammel udviklingspsykologi om børneopdragelse, at de små bør kede sig mindst en time dagligt, så de kan udvikle tankegang i retning af det analyserende, kreative og sætte sammenhæng i abstrakte synsindtryk. det er også en film om, at jeg på ny er startet med en serie malerier om mit skizofrene selvbillede (læs: Winisaur and ms. Piglet- værk fra sidste år). Det omhandler de nye overvejelser i forbindelse med tomheden, at jeg finder mig selv og for at skære det ud i pap "genfinder" mig selv.

Det er også filmet, som var det et såkaldt dokudrama - for at give indtrykket af, at man kommer tæt på en kunstnerspire.

Det er ligesom "Diary Day One Walk" også en dokumentation for fremtiden. Et mix.

Undskyld - det viste sig efter timer, at filmen skulle komprimeres til lille-bitte for at kunne oploade den. Vi ses i aften

mandag den 10. januar 2011

Salvador, dette er et antropomorft brød

D. 10/1

Tegning med kuglepen og farveblyanter.

Hvor bliver man edgy af at være ung og kunster-agtig-noget. På daglig basis drukner jeg i ting, jeg ikke kan og med tiden ikke gider forstå - da det er den eneste høje hat jeg sætter mig op på i ny og næ: Jeg gider ikke kigge på kajserens bare røv, når han bare ikke har noget tøj på. Jeg beskriver det bedre således: sætningen "if you're walking through hell, keep walking" er et statement så klart, at det ikke hører til i de kulørte blade. Hvis jeg en dag skal i noget medie, vil jeg fra idag love mig selv at sige: "kaninører bliver våde ved solnedgang - økologi... tænk over det." Jeg er blevet så bitter af ikke at kunne forstå en skid af falsk kunst og derfor føle mig degraderet til proletarsumpen hver gang, at jeg nu har overbevist mig selv om, at jeg sikkert bliver blåstemplet som geni af weltklazze, hvis jeg spytter den sætning ud. Bevares, ting behøver ikke være letfordøjelige, sikke en nationen! verden det ville blive (fy for satan), men når ting i sidste ende er mærkelige for at være mærkelige, så får jeg en uendeligt dårlig smag i munden.

Ikke et ord ondt om Salvador Dalí, han var en håndværker af verdensklasse og levede livet som kunstnerisk krigsveteran - det var bare det første, der poppede op.

 Okay, lidt onde ord: Antropomorft brød? What the fuck.

LOADING



D. 9/1

Sammenklippet film - råmateriale.

Filmen er lavet med en smule spænding. Man kan ikke se, ham, som spiller og man ved ikke, hvad han laver lige med de første klip.

Min kæreste er en moderne mand: Når hans batterier er flade efter arbejde oploader han, så han kan komme igang med sin fritid. Jeg lægger dog mærke til, hvordan han kan blive frustreret af sine spil og kom idag i tanke om, at man udsætter sig for en god portion stress i den virtuelle verden. Du skal nå fra på A til punkt B inden der er nået 19 sekunder og komme over forhindringer, som vil koste dig dyrt, hvis du ikke klarer den. Så kommer du på en virtuel 4. plads, så du ikke tjener penge nok til at udvide dit materiel, så du umuligt bliver bedre. Det ser ud til at virke fint for ham - han vinder også oftes - men jeg tør ikke.

Ironisk, at det tog mig hele natten at oploade tingesten

lørdag den 8. januar 2011

Memory of Anker Fjord Hospice Drawn from Memory


D. 8/1

Kul-tegning.

Jeg har sat mig ned og gået igennem et minde om et sted, som jeg besøgte sidste gang for tre år siden præcis. Min mor døde på Anker Fjord Hospice ved havet, og jeg kan huske en smuk bro, som gik over en kanal, der førte ud i havet. Broen, som jeg gerne ville have min mor med ud på en dag og gå en tur. Så kunne hun bære den nye striktrøje, som jeg havde givet hende til jul, så hun kunne holde varmen. Jeg kan huske sneen og frosten. Det var så koldt udenfor, at vadefuglene, som stod på ét ben, havde istapper på næbbene og på bugen. Jeg husker en mand, som var ude at gå med sin hund, som ikke kunne gå normalt på isen. Jeg kan huske rygerummet med designer-askebægrene som jeg tilbragte mindst en time i, bagefter.

Bygningen var flot og ny. Mindet hér er jo egentligt ikke fra selve dagen, for da stirrede jeg bare ned af mig selv og kunne ikke finde på at kigge tilbage. Bygningen selv husker jeg mest fra mit første besøg efter nytår. Jeg kan huske at jeg sled i min egen hjerne og ikke kunne holde panikken tilbage, fordi jeg gerne ville blive hos hende.

På tegningen har jeg nu alligevel placeret mig selv som skygge i et af vinduerne. Jeg lukke øjnene nu og ser tilbage fra bilen, som kører og kører fremad og fremad, mens jeg ser skyggen af mig selv spise aftensmad efter tabet og råber og græder til føreren af bilen: "Jeg vil af! Jeg kan ikke forlade hende!

fredag den 7. januar 2011

Somebody's Whatching


D. 7/11

Redigeret i småstykker film m. audio af akvariefisk.

Jeg har lavet dette lille stykke film som jeg forestiller mig, at det bliver set igennem et lang-distance, højteknologisk teleskop fra en anden galakse. Jeg tror ikke på aliens, men tanken om en helt anden, klogere, livsform, som observerer vores små dyr og morer sig. De glæder sig til vi har smadret det hele for os selv, har udryddet hinanden, og til de skal komme til, og oprette roen med sådan en liebhaver-planet som jorden.

torsdag den 6. januar 2011

Macbook Poncho


D. 6/1

Redigeret fotografi af udklip på tastaturet på min mac.

Hvis man ikke selv har gjort det, så kender man folk, som har spildt væske på deres anlæg, fjernsyn, computer eller andet elektronik. Bagefter, når skaden er sket eller man bare det bare blev ved skrækken, sker dét som jeg har vist: ens elektronik får en fin poncho på. Jeg kunne lide tanken. Man kan tydeligt se ponchoen, hvis man har den for øje.

Der var ikke andet - en aha-følelse, hvis man er eller kender nogen.

onsdag den 5. januar 2011

Out of Here II


D. 5/1

Redigeret one-take video fra pigernes flugt.

Den ene pige prøver at frembringe levende billeder og lyd i sine drømme om fortid og turen. Det er egentligt svært og den hovedpine, der følger af at kæmpe levende billeder frem, vejer tungere end glæden ved de nu lyslevende billeder. Så hun må igen lægge sig ned og finde andre veje til at få det hele igen, så følelsen kan bruges, når der nu er behov for det.

tirsdag den 4. januar 2011

Lights in Lights


D. 4/1

Jeg har fået et nyt super-super-zoom objektiv og super zoom filtre til mit kamera. jeg har taget billedet af lys fra et lys, som lander på noget lyst.

Jeg ønsker alle et lysere år og håber alle går lys i møde. Jeg kan glo på dette fotografi og mærke lyset i rigtig lang tid.