Blå Træer og Sorte Får

D. 30/11

Jeg har malet et blåt træ af blåbærsaft og tegnet et får med kul ved træets rod på A4.

Idag fik kom jeg i tanke om min identitetsfølelse som "sort får" og blev bekymret. De største sorte får jeg har kendt er med tiden gået i opløsning på den ene eller den anden måde.

Hvorfor sorte får? Hvorfor ikke blå træer, som har større og lækrere frugter end andre træer? Hvis man sætter større selvsyn i forbindelse med blå træer end med sorte får, så vil man måske sætte pris på sig selv i langt højere grad og i sidste ende undgå en skæbne, man troede var uundgåelig, da man brugte ordene "sort får". Tankerne om selviscenesættelse, sprogfilosofi og den selvopfyldende profeti er spændende sammenhænge for min dag idag.

Hvis jeg tager fejl, vil jeg i det mindste være positiv til min undergang.

Knives Outside

D. 29/11

Når man snakker om musik og især bestemte numre, så snakker man tit om charts, om guldplader og om dur vs. mol. Nogle numre har betydet rigtigt meget for mig, især det nummer, jeg har spillet for seks tilfældige mennesker, jeg har fundet på gaden, Knives Out af Radiohead. Jeg har hørt det så længe, jeg kan huske, at jeg har haft en mobil afspiller med mig. Jeg ved ikke, hvor det har ligget på nogen chart og jeg har ingen anelse om, hvilket tempo og i hvilket toneleje - jeg har aldrig tænkt over det. Musikken handler også om, hvordan mennesker har det, når de hører musik. Hvilken effekt musikken har så at sige. Jeg har sat de to måder at se musik på op foran hindanden for at demonstrere, hvordan de modarbejder hinanden.

I would like to thank all of those kind people I met on the street today who participated. You were all great!

medvirkende:

Pia Jørgensen
Dimitri Tsakos
Yingyi Yao
Peter Juul Nielsen
Oskar Potoker

PIXEL

D. 28/11

Blåt plastik, som jeg har klippet ud af coveret fra Maleriets Historie, som jeg købte engang jeg lavede min 9. klasses "projektopgave", hvor jeg dengang sammen med min projektpartner valgtet emnet "provokerende kunst". Vi fik topkarakter selvom vi aldrig kom til nogen endegyldig konklusion om, hvad kunst nu var.

Firkanten er sat på et hvidt papir, fotograferet og redigeret.

En ting, jeg elsker ved kunst, er den følelse, jeg får, når jeg iagttager den. Jeg har det, som om den sætter gang i min tankevirksomhed på en helt ny måde, og, ligesom man laver kryds og tværs for at undgå alzheimers, jeg træner min abstraktionsevne på et helt fysisk neurologisk plan. Og jeg beundrer især de kunstnere, som med få midler i abstrakt kunst tvinger mig til at tænke og overvejer, hvorfor jeg får det ud af kunsten som jeg gør.

Jeg håber, du kom til at tænke.

Jeg Hader Socialrealisme

D. 27/11

Jeg havde lige set et teaterstykke på Nørrebro. Jeg bryder mig ikke specielt om teater - jeg bliver nemt intimideret af skuespillet med pludselige udråb som "HØRER I MIG???!" og dybe åndedrætsstød. Dette var et eksempel af særklasse og var så socialrealistisk, at jeg mistede alt i kroppen bortset fra en ubehagelig følelse af kernefamiliens kaos og jammerlighed bag facaden og et ønske om kærlighed og omsorg, som aldrig har og heller ikke vil blive hørt nogensinde.

Jeg kommer hjem og laver mit kunstværk: Et enkelt hvidt stykke papir med tydelig tekst, som udtrykker mine følelser for denne genre. Jeg begynder at mærke en klump i halsen, da jeg pludselig føler mig afskåret fra omsorg fordi både min kæreste og jeg mangler tid og energi og det langsomt tærer mig, da jeg føler mig alene. Alt dette begynder jeg langsomt at brokke mig over mens jeg kradser videre på et hvidt stykke papir - jeg er også træt af, at mit andet kærlighedsliv, kunsten, må lide under min mangel på tid og energi (jeg har lige erklæret sort skrift på et hvidt stykke papir som kunst). Det viser sig, at jeg nogle gange er klemt ned i min egen lille socialtrealistiske virkelighed og det går mig på nerverne.

Kasper tager mit kamera op og filmer mig. Han løser mit problem og laver noget større ud af mit kunstværk på flere planer. Det kan godt se ganske provokerende ud, at han begynder at filme mig og at han runder af med at vise papiret, som jeg har skrevet - jeg blev også sur og blev for en kort stund bekræftet i, at han ikke lyttede og aldrig ville lytte. Men han reddede for en kort stund mit forhold til kunsten og fik mig til at overveje, hvad der gjorde kunst. Den trives bedst i negative følelser. Det betød selvfølgelig også, at han havde hørt mig klynke over min ulykkelige kærlighed og viste sin hengivenhed til mig ved at hjælpe.

Tak skal du have. HØRER DU MIG!!??

Pokkers osse! TIL!

D. 26/11

Det er en sukkerskål af porcelæn malet med high-gloss maling, som utroligt bliver på skålen, hvad end du måtte gøre ved den.

I tegnefilmen "Sværdet i Stenen" møder man en spillevende sukkerskål med en kæmpe massefylde. Den skubber og maser sig vej igennem en velorganiseret kø af andet service og får sine 15 minutes of fame i filmen, da den skiller sig så meget ud. Jeg har et typisk had-kærligheds forhold til den - hovedsageligt kærlighed, da den viser sig at være en smule dum i netop den scene, jeg tænker på lige nu. Den følger ordrer, som når man siger "til" så skal den stoppe med at øse sukker i ens kop. Hvis man glemmer det, er det ikke dens skyld (den er trods alt bare en sukkerskål med ét lod i livet). Dette er en hyldest til både sukkerskålens tilsyneladende uskyldighed og ikke mindst citatet "Pokkers osse! TIIIL!" Merlin, troldmanden, som den nok fortjener, da den alligevel besidder mere dømmekraft (hvis man har kø-scenen i mente) end alle tallerkner, gafler, tepotter og øseskeer tilsammen. En rigtig indviklet og ikke så umiddelbar karakter alligevel, altså sammenlignet med ham Arthur.

Juledekorationer

D. 25/11

To dekorationer, henholdsvis kalenderlys og adventskrans, af bl.a. råuld, bånd, lyskæde, kogler, små glimmerkugler og lys - det ene med tal skrevet på med sprittus.

Rokoko. En kunstner blev bedt om at male et maleri i visse materialer, visse farver, med en vis symbolik og selvfølgelig med et vis motiv af køberen. Kunstneren gjorde det og voila, kunst.

Så jeg har lavet kunst. Det er flot og viser køberens magt og sociale status.

Human Made Flower

D. 24/11

Jeg har lavet mig en blomst ud af karton, nogle døde grene, jeg har haft længe, silkebånd, børnekridt (dem med soldaterne i forskellige farver på æsken), en lerpotte og en ubrugt hårspraydåse.

"Blomsten er smart, kan fås i alle farver og størrelser, den drysser ikke og glem alt om at skulle vande den i tide og utide" Kr. 29.95

Blomster og planter er til stor gavn for os allesammen, da de omdanner en stor del af vores Co2 til ilt igen ved fotosyntese. Det går selvfølgelig rigtig galt den dag den forkerte omsætningsorienterede mand får denne idé og gør blomster til en industri af planter som puster og pruster røg.

Lin Quote From My Shaddow

D. 23/11

Jeg har leget med mit kamera og arbejdet med min flash' skygge. Avisudklippet er et citat fra Lin Utzon, som var på forsiden af Politiken i søndags. Det bliver en tredimensional installation på todimensionalt fotografi. Titel gør mig til aktør i fotografiet, selvom det er skyggen fra en plastikfigur af en dinosaur (T-rex)

Jeg gad godt være Lin, bo på Mallorca og være min egen og sige dét, som jeg har tænkt længe. Min krybdyrhjerne, mit alter ego og min bedste ven er også den drivende kraft for en dag også at gøre det. Ikke nødvendigvis i overskrifter.

Lille Prik

D. 22/11
Audio - Chewie D
Videoredigering og filmning - MÆLK

Jeg er bange for nåle. Det begynder at sortne for mine øjne så snart, jeg hører en sundhedsplejerske: "Det kommer til at gøre mere ondt, hvis du ikke slapper helt af." Derefter føles det som om alle nerver i min krop koncentrerer sig omkring én lille prik på min skulder. Det tager evigheder og atter evigheder. Tit får jeg paranoia og tror, at jeg har fået for meget vaccine i min lille krop og skal kollapse under presset, så snart jeg mærker, at serummet har fundet vej i mine blodårer og søger væk fra min skulder; hen til hjerte og hjerne. Min skulder vokser og vokser og jeg mærker tydeligt min puls hamre løs på det ene punkt, som ikke er sat i baglås i mit system.

Where's Wally?

D. 21/11

Når man er til en koncert med Håkan Hellström, så skal man danse. Hvis man skal danse, så har man ikke en enorm mursten af et kamera om halsen - det er min undskyldning for dårlig billedkvalitet. Fotografiet er taget fra balkonen i Store Vega og redigeret skarpere.

Håkans fans har en dresscode som  bevæger sig omkring den romantiske sømand. Derfor så jeg op til flere fans iført t-shirts, hvide med blå striber eller hvide med røde striber fra mit ståsted. Det er min mere komiske indgangsvinkel for fotografiet. Den anden handler i høj grad om masser og om at skille sig ud. Jeg har selv brugt lidt tid nu på at glo på folk og kan blive ved - ligesom alle sikkert har det på en "Find Holger" tegning. Det viser sig jo, at sammenlignet med Holger, som for det meste bare står (han vinker maximum), så kan man finde folk, som alt i alt er lang mere underholdende for det, de gør.

Kortspil på bordet

D. 20/11

One take video med rigtig god opstilling uden nogen iøjenfaldende redigering. Kasper og jeg sætter os for at opfinde et nyt kortspil. Man kan kun se vores hænder og jeg vil ikke gå yderligere ind i, hvad reglerne er i vores spil, for det er mere op til min "seer" at regne ud for at kunne komme ind i min stue.

Der er god stemning, god musik, et glas øl og en levende samtale om det, der nu sker i stuen.
Jeg får næsten lyst til at indsætte en lyd af ambulance- og brandbilssirener for at give det hele en smule ironi - men som sagt er det en virkelighed som alligevel får mig væk fra den slags.

Ansigtstryk

D. 19/11
Jeg lagde vitawrap over mit ansigt, penslede på med olie, pudrede pulver på og malede mine øjenbryn og mine læber røde og lagde det gennemsigtige plastik på et pseudo-gennemsigtigt lilla stykke papir og så mere eller mindre "igennem" det mod lyset.

Jeg har tænkt over, hvorvidt mit "Jesustryk" fungerede, men resultatet leder over til en tanke omkring de gange, jeg smitter af. Læbestift på min kaffekop, duftcremer på hans pude og pudder på sidemandens skulder i bussen, når jeg skal hjem klokken fire om morgenen - hvilket overraskede mig. Jeg kan godt lide det kemiske og lidt retsmedicinske udtryk.

Drøm sødt, Sine

D. 18/11
Jeg har lavet et pudebetræk til Sine. Jeg har brugt samme teknik som igår med sort tusch og akvarel lige bortset fra at denne illustration ikke indeholder udklip som gårsdagens drømmebillede. Billedet bliver mere feminint, romantisk og "blødt".

Sine arbejder i virkeligheden. Hun arbejder med ting så virkelige som krig, sult, fattigdom og politik. Jeg har alligevel set denne kreativitet i hende, som da hun af filt syede en ugle engang og jeg ved, at hun kan drømme ligeså meget i vågen tilstand, som jeg kan. Hun skal have lov til at sætte sig ved roden af sit helt eget magiske drømme-træ og læse en bog, få gode ideer eller nyde det gode selskab. Jeg tænker på træet som i fortællingen om Askepot, som i en godnathistorie, hvor hun kan gå hen til træet og finde lige det, hun søger, i dets grene.

Drøm sødt, Adam

D. 17/11

Jeg har lavet et pudebetræk til Adam. Jeg har først tegnet hele motivet, så klippet stykker og motiver ud fra et blad og limet det på og derefter farvet resten med akvarel. Tegningen er derefter trykt på et hvidt pudebetræk. Jeg har lagt vægt på at give motivet et barnligt og naivt udtryk.

Adam har rigtigt travlt i hverdagen og han arbejder hårdt, så jeg har taget udgangspunkt i hans "drømmeverden" og det, jeg forestiller mig, er hans ferietilstand. Jeg har givet ham et motiv af en verden, jeg håber på, han bliver ført hen til, når han sover. Jeg har ikke skrevet eller åbenlyst vist, hvor det er eller hvad hans slot danner rammerne for - det må han selv overveje, inden han lukker øjnene i.

Nedløbsmænd

D. 16/11

Disse to nedløbsmænd er til at se på Herluf Trolles Gade i indre København. De er redigeret i en sådan grad, at man kun kan opleve dem "face to face" for at se dem ordentlig. Man skal have hele denne sørgelige gade med. Jeg blev så glad for at se dem, at jeg stak min cigaret i munden på den ene (den, som ikke savlede dumt) så røgen måske ville give dem mere opmærksomhed fra forbigående. Jeg har tit gået langs den gade og så dem først idag og ville gøre andre den tjeneste at få øje på dem. Jeg ved ikke, hvem der har lavet dem. Mit kunstværk for idag må være at vise dig dem og opfordre til at kigge ned og gå lidt langsommere.

Winniesaur and ms. Piglet

"Winnie thought to himself: If the girl sneezes, she's fuckin dead."

D. 15/11
Akvarelmaleri. Det er en kopi af en af de gamle illustrationer fra bogen "Peter Plys - historien om en lille bjørn". Karakterene i bogen minder mig om mine skizofrene selvbilleder og deres evige venskab. Hvis jeg en dag får tid skriver jeg nok en børnebog om dem.

Æblehalskæde

d. 14/11

Halskæden består af billige røde træperler og et tysk madæble, som er skåret i både og lakeret. Perlerne og æblebådene er syet igennem en sort broderisnor.

Jeg blev inspireret af Lady Gagas kødkjole og en forelæsning fra kunstneren Cyprien Gaillard, som bliver inspireret på sine store rejser til alle verdens lande, og har brugt halskæden som kritik af, hvordan moderne kunst nogle gange kan fungere som et provo-ræs. Man skal umiddelbart være den mest skamløse og det mest frie menneske for at kunne chokere, for chokket i sig selv er efterhånden i min verden blevet et blåstempel for kunst. Men tænk sig, hvis man ikke umiddelbart kommer fra en del af "den frie verden" eller Vesten, eller hvis man ikke har penge.

Projektet bestod i at lave kedelig kunst. Jeg bar halskæden til en event, Audio-Visual, på Statens Museum for Kunst som del i et videnskabeligt eksperiment.

Diary Day One Walk

D. 13/11
Videoen forestiller min gåtur fra Amagerbro St. og hjem. Jeg havde lige snakket med Nikolaj om projektet Hver Dag og fik en følelse af, at dette kunne være starten på noget stort og noget jeg burde dokumentere til mig selv om seks år, når jeg måske kunne være større og hvor jeg kunne have nået langt. Derfor viser jeg også mig selv. Jeg fremstiller følelsen af den dag og prøver at ramme stemningen på min tur. Ligeledes viser jeg videoen fra mit POV og viser fotografier af småting, der får fat i min opmærksomhed. På turen overvejer jeg, om jeg nu kan udføre opgaven og leve op til Nikolajs forventninger og begynder at skærpe min opmærksomhed mod eventuelle inspirationer. En stille og intenst tur og på samme tid meget positiv. Hvis jeg havde troet, at jeg ikke ville opnå succes, så ville der ikke være nogen grund til at dokumentere dagen - også til dem, som ikke kender mig idag men gør det om seks år.

Den er også i bedre kvalitet på min youtube channel

http://www.youtube.com/watch?v=H68FU_M9hsE