Jeg Hader Socialrealisme

D. 27/11

Jeg havde lige set et teaterstykke på Nørrebro. Jeg bryder mig ikke specielt om teater - jeg bliver nemt intimideret af skuespillet med pludselige udråb som "HØRER I MIG???!" og dybe åndedrætsstød. Dette var et eksempel af særklasse og var så socialrealistisk, at jeg mistede alt i kroppen bortset fra en ubehagelig følelse af kernefamiliens kaos og jammerlighed bag facaden og et ønske om kærlighed og omsorg, som aldrig har og heller ikke vil blive hørt nogensinde.

Jeg kommer hjem og laver mit kunstværk: Et enkelt hvidt stykke papir med tydelig tekst, som udtrykker mine følelser for denne genre. Jeg begynder at mærke en klump i halsen, da jeg pludselig føler mig afskåret fra omsorg fordi både min kæreste og jeg mangler tid og energi og det langsomt tærer mig, da jeg føler mig alene. Alt dette begynder jeg langsomt at brokke mig over mens jeg kradser videre på et hvidt stykke papir - jeg er også træt af, at mit andet kærlighedsliv, kunsten, må lide under min mangel på tid og energi (jeg har lige erklæret sort skrift på et hvidt stykke papir som kunst). Det viser sig, at jeg nogle gange er klemt ned i min egen lille socialtrealistiske virkelighed og det går mig på nerverne.

Kasper tager mit kamera op og filmer mig. Han løser mit problem og laver noget større ud af mit kunstværk på flere planer. Det kan godt se ganske provokerende ud, at han begynder at filme mig og at han runder af med at vise papiret, som jeg har skrevet - jeg blev også sur og blev for en kort stund bekræftet i, at han ikke lyttede og aldrig ville lytte. Men han reddede for en kort stund mit forhold til kunsten og fik mig til at overveje, hvad der gjorde kunst. Den trives bedst i negative følelser. Det betød selvfølgelig også, at han havde hørt mig klynke over min ulykkelige kærlighed og viste sin hengivenhed til mig ved at hjælpe.

Tak skal du have. HØRER DU MIG!!??